Ryomgård Juniorklub
Beskrivelse
Juniorklubtilbuddet – et trygt og udviklende fællesskab
Juniorklubtilbuddet er et pædagogisk fritidstilbud, der understøtter børn og unges personlige og sociale udvikling. Her får børnene et klubmiljø, hvor de kan hænge ud, tale fortroligt med en voksen og opbygge relationer i et positivt fællesskab.
Juniorklubben arbejder med frihed under ansvar og støtter børnene i at forberede sig på deres kommende ungdomsliv. Alle aktiviteter varetages af pædagoger, der tager udgangspunkt i et solidt kendskab til børnenes udvikling.
Da juniorklubtilbuddet er et fritidstilbud, kan børnene deltage så ofte, de har lyst. Nogle kommer hver dag – andre mere sporadisk.
Hver dag serverer vi et let måltid, som kan være alt fra frugt og brød til grød eller nemme varme retter.
En del af lokalområdet
Juniorklubberne spiller en aktiv rolle i lokalområdet og fungerer som en værdifuld samarbejdspartner i forhold til:
- skoler
- fritids- og kulturaktiviteter
- lokalsamfundet
Samtidig er klubben en naturlig brobygning til ungdomsskolen, når børnene når 7. klasse og opefter.
Ryomgård Juniorklub – fællesskab, aktiviteter og gode eftermiddage
I Ryomgård Juniorklub skaber vi et trygt og aktivt fællesskab, hvor der er plads til leg, hygge, fordybelse og masser af gode oplevelser sammen med vennerne.
Aktiviteter for enhver
I klubben er der altid noget at tage sig til!
Børnene kan glæde sig til både indendørs og udendørs aktiviteter, som varierer fra dag til dag. Vi arbejder ud fra børnenes egne idéer og ønsker, så de føler medbestemmelse og ejerskab over hverdagen i klubben.
Kreativitet og skaberglæde
Vi har også plads til de kreative børn, der elsker at fordybe sig.
Der kan arbejdes med mange forskellige materialer, og børnene er med til at udvikle de projekter, vi arbejder med – store som små.
Mad og fællesskab
Hver dag serverer vi et let eftermiddagsmåltid, som børnene også kan være med til at lave som en pædagogisk aktivitet.
Vi spiser sammen og bruger måltidet som et hyggeligt samlingspunkt, hvor der er tid til at snakke og lande efter en skoledag.
Fællesskabet i fokus
Vi lægger vægt på, at alle børn føler sig velkomne.
I klubben arbejder vi for, at relationer og venskaber opstår på tværs af alderstrin, og at der altid er en god, tryg og inkluderende stemning.
Hvem møder du i Ryomgård Juniorklub?
I Ryomgård møder du Dagmar og Byron, som hver dag arbejder for, at børnene får en sjov, tryg og udviklende klubdag.
Klubben ligger på skolen, Marienhoffvej 11.
Til forældre
Som forælder kan du blive medlem af vores Facebook-gruppe "Ryomgård Eftermiddagsklub forældregruppe". Her deler vi hver uge ugeplaner, billeder fra hverdagen og anden relevant information.